Far - hvis jeg stadig må kalde dig det?

Jeg har skrevet nogle lede ting om dig som jeg egentlig ikke mener. Jeg har tænkt de tanker, jeg fortryder. Jeg fortryder hvert et ord, hver en sætning. Hvorfor skulle jeg egentlig mene det? Det gør jeg jo slet ikke. Du forlod os, jeg er skuffet over det du gjorde, men det betyder ikke, at jeg ikke elsker dig mere. Jeg vil elske dig om 1000 år. Jeg ville skrive et brev, fortælle dig om hvordan det går, både godt og skidt. Jeg ved ikke hvad der forhindrer mig i det?
Er det faktummet om, at jeg faktisk er lidt bange for dig, er det min underbevidsthed der mener at det er forkert, er det fordi jeg bare lytter til de andre?
Du er væk fra mig, men stadig tæt på mig.
Når jeg kigger mig i spejlet, hver morgen, flader mit gyldne hår, tænker jeg på den ene ting efter den anden af det vi har tilfælles. Dit skæg er samme farve som mit hår, mine øjne har jeg fra dig.
Det er svært at ignorere, når man ser det hver dag.
Jeg forstår stadig ikke hvorfor du gjorde det, hvorfor du tog afsked fra dine to døtre. Hvorfor du aldrig valgte at komme tilbage.
Jeg mindes ved dig, hver gang jeg ser en sjællænder, hver gang jeg ser en mand med rødt skæg, og intet hår på hovedet håber, beder, og tror jeg at det er dig.

Det egentlig fjollet, at jeg holder dette inde, hvorfor kan jeg ikke bare sige sandheden til Ragnhild? At jeg vil have kontakten til dig igen, at jeg har et tomrum, der kun kan udfyldes af mine forældre.
Jeg kan jo ikke engang sige dette til mine veninder?
Det eneste jeg kan, er at skrive det ned, og du ser det ikke engang.
Jeg har taget kontakten med mor, eller det burde jeg gøre. Hun har skrevet til mig, men skal jeg svarer? Hvorfor må jeg kun få kontakt med hende, og ikke dig?
Jeg ved ikke engang hvad jeg skal skrive, der er gået 4-5 år siden sidst, det hele skal med.  Ligesom du skulle vide, du skulle vide at jeg stadig savner dig, at jeg stadig græder hver dag pga. savnet af dig, at jeg husker dengang du forlod os, at jeg husker dine sidste år, at jeg savner pomfrit, har du ham mon stadig? Eller har du mon fundet en ny fritte? At jeg faktisk savner weekenderne nede ved dig, at jeg husker indretningen på gården tydeligere end noget andet.
Jeg husker stadig dit grin, din stemme er ofte i mit hoved. Jeg kan ikke give slip på dig.
For at være ærlig, ville jeg hellere have dit efternavn, end mors.. Du har dybere plads,
selvom jeg kender hende bedre, og har været mere sammen med hende.
Jeg ville ønske du kontaktede os ordenligt, kontaktede os som en far ville gøre.
Jeg læser dit brev hver dag.

http://www.youtube.com/watch?v=l3ZHnk-YzZM

Jeg elsker dig.
- Amalie.