Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg har jo stadig ikke tilgivet dig.

Skal jeg bare blive ved med, at lade som om, at alt er så godt som det hele tiden har været?
Skal jeg bare lade dig leve i denne løgn.

Jeg føler ikke, at jeg kan være det bekendt.

Jeg har aldrig tilgivet dig efter det du gjorde, jeg har ikke glemt det. Du tror alt er glemt,
at alt er super godt. Men det er det ikke, det du gjorde, det kan ikke bare glemmes. 

Jeg vidste ikke, at jeg kunne få kontakt til min halvbror, jeg har gået i 10 år med den tro, at han ikke var til at finde. Da jeg fandt ham på facebook, fik jeg afvide at jeg ikke måtte skrive til ham, det ville du ikke have.  Jeg har ikke savnet en person så meget som jeg har savnet Kim, som jeg har savnet mor og far. Men de to har jeg jo allerede opgivet, jeg har opgivet at få mit liv tilbage, mit rigtige liv, med mine rigtige forældre. Det skuffer mig, at du så vælger selv at skrive til Kim, at du vælger, at opsøge kontakten, og så endda møde ham, uden mig.

Nu lader du som ingenting, og snakker om Lea, min dejlige niece, som om jeg har tilgivet dig. Du snakker om at vi kunne besøge dem.
Jeg vil se Kim efter 10 år, uden dig. Nu når du selv gjorde det samme. Jeg vil snakke med ham om ’de gode gamle dage’.

Dette viser bare hvor meget du ikke tænker på andre, hvor lidt du tager dig af mine følelser. Jeg har sagt det før, jeg har sagt før at jeg mener det;
Jeg vil ikke finde mig i disse ting mere.

Jeg elsker dig, mere end nogen anden. Du er den der kan få mit humør til at være bedst, men du er også den der kan ændre det til, at det er et lorte liv. 

Den dag jeg mister dig, er den dag jeg mister hele grunden til at leve. Jeg kan ikke forstille mig et liv uden dig, men nogle gange, ønsker jeg bare, at du ikke er der. Det er den mest grufulde tanke. Hver gang jeg tænker det, skammer jeg mig. Jeg forstår ikke noget, det hele er jo så besværligt. Selve livet.

Hvorfor er jeg her overhovedet?

Hvad er tilgivelse og hvorfor siger man ’du er tilgivet’ når man ikke mener det?

Det første spørgsmål, er et spørgsmål jeg stiller mig selv ofte.
Jeg kan aldrig besvare det, og det er nok et jeg vil tænke over længe endnu.
Alt jeg ved, er vel bare, at jeg vil leve livet og ikke give op. 

Det andet & tredje spørgsmål er et sværere spørgsmål. Jeg kan vel godt svare på det selv, men håber inderst inde at jeg kan få lidt gang i jeres tanker, fortæl mig om jeres holdning, skriv en besked til mig, hvis ikke vil offentliggøre det her, ellers efterlad en besked i kommetar boksen.

// Malle